Forord – Tjen penge på at sælge dine billeder

Hvem vil købe dine billeder?

I takt med at både butikker, forbrugere og medier flytter online, stiger efterspørgslen efter gode billeder i høj opløsning. Hvert år bliver der solgt millioner af billeder via “stockphoto” og “microstock” websites som eksempelvis ShutterStock.com, iStockPhoto.com og DreamsTime.com. Som fotograf får du en lille betaling (typisk mellem 0,25 og 10 dollars) hver gang dit billede downloades, men til gengæld kan du sælge det samme billede 10, 100 eller flere tusinde gange.

Skaf penge til nyt fotoudstyr

Uanset om du allerede er professionel fotograf eller blot tager billeder for din fornøjelses skyld, er salg af stock billeder en oplagt mulighed, når der skal skaffes penge til nyt fotogrej eller privatøkonomien skal have et boost.

Dine indtægter er skattepligtige, men tilsvarende har du (også som privatperson) ret til at fratrække udgifter til nyt fotoudstyr på din selvangivelse i det omfang, du kan sandsynliggøre overfor SKAT, at dit nye fotogrej skal anvendes til erhvervsmæssig brug, eksempelvis til produktion af stockphotos.

Som professionel fotograf har du allerede fuld fradragsret, når du køber fotoudstyr.

Hvis du er amatørfotograf, kan du dog kun fratrække en forholdsmæssig andel af dine udgifter.

Hvis kun er 50% af dine billeder, der har et reelt indtjeningspotentiale som microstock fotografier, så kan du kun trække 50% af udgiften til dit fotoudstyr fra.

Det er en skønssag, hvor stor en andel af dine udgifter, som du kan trække fra.

Dine fradrag skal dog altid stå i et rimeligt forhold til dine indtægter fra salg af billeder.

SKAT vil næppe acceptere, at dine udgifter til fotoudstyr er højere end dine indtægter – i hvert fald ikke opgjort over en længere periode.

Bliv en bedre fotograf

De største stockphotobureauer ønsker kun at vise billeder af høj kvalitet til deres kunder.

Hvert bureau har derfor ansat medarbejdere, der udelukkende har til opgave at kvalitetssikre de billeder, som du indsender.

Som ny stockfotograf vil du sandsynligvis få afvist mange af dine billeder. Ofte følger der dog en afvisningsårsag med. Eksempelvis “for meget billedstøj”, “forkert eksponering” eller “uskarpt”. Denne feedback kan du bruge til at perfektionere din fototeknik.

Uanset om du er fotonybegynder eller etableret fotograf, vil arbejdet med at sælge billeder via microstock websites næsten uundgåeligt gøre dig til en bedre fotograf.

Få flere fotoopgaver

Jo flere steder dine billeder kan findes af potentielle kunder, desto større eksponering får du som fotograf.

Næsten alle stockphoto hjemmesider giver dig mulighed for at oprette en profilside på deres website, hvor du kan præsentere din portfolio, fortælle lidt om dig selv og give potentielle kunder dine kontaktoplysninger, så de kan hyre dig næste gang de skal have løst en konkret fotoopgave.

Trafikken fra dine profilsider på microstock hjemmesider vil aldrig blive din vigtigste kilde til nye kunder, men udover direkte trafik så hjælper links fra profilsiderne til din egen hjemmeside også på din synlighed i Googles søgeresultater.

Med andre ord får du både penge og gratis reklame, hvis du sælger dine fotografier som stockphotos.

Bliv betalt for at have det sjovt

Vi nyder begge at fotografere og glæden bliver ikke mindre, når journalister på online medier vælger at bruge vores billeder som illustration til deres artikler.

Vi forbløffes fortsat over, at internationale rejsebureauer har lyst til at bruge billeder fra eksempelvis familiens sommerferie i Søndervig, når den jyske vestkysts fortræffeligheder skal sælges til rejsebureauets kunder.

Indtægten fra salget er desuden et slagkraftigt argument, når vi skal forklare vores bedre halvdele, hvorfor søndag formiddag bruges på at nørde fotografi med ligesindede i stedet for spise romantisk brunch.

For os er pengene ikke den primære drivkraft. Det er stadig fascinationen af arbejdet med motiv, kamera og billede.

Men vi siger naturligvis ikke nej til de penge, der kommer dryppende hver dag.

Du bliver ikke millionær

Du har måske allerede læst om den danske fotograf Yuri Arcurs (med det borgerlige navn Jacob Yuri Wackerhausen), der hvert år sælger stock photos for millioner af dollars.

(Læs eksempelvis artiklen http://hunchmag.com/interview-yuri-arcurs-the-top-selling-microstock-photographer/)

Selvom vi på ingen måde er tilhængere af Janteloven, bør du dog ikke lade dig forblænde af andres succes. Det kræver både dygtighed og hårdt arbejde at oparbejde en portfolio af stockphotos, der både i antal og kvalitet er tilstrækkelig til, at du kan leve af den.

Vores effektive timeløn er lav (højest et hundrede kroner i timen, når vi ikke regner værdi af gratis eksponering og muligheden for at blive en bedre fotograf med). Din effektive timeløn vil formodentlig også være lav. Til gengæld har du ultimativ frihed til selv at bestemme, hvad du ønsker at fotografere og hvor meget tid du vil bruge på det.

Hvis du allerede har en portfolio med stockphoto potentiale, har du måske allerede guld liggende på din harddisk. I så fald er vejen til en høj timeløn væsentlig kortere.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil have vores ærlige vurdering af dit bagkatalogs microstock potentiale.

Du kan også smide et link til din portfolio på dette Google+ forum eller skrive et link på vores Facebook væg. Så tager vi dialogen der, så andre samtidig kan lære af det.